Mød Team Ristet Rug

Hvem vi er

Det stod ikke i kortene at Anne og Leif skulle gå hen og blive selvstændige iværksættere.
De har begge en baggrund i akademiske fag, men de har altid gjort tingene på deres egen måde.
Drømmen om at skabe deres eget og gå efter nye idéer, bragte dem fra skrivebordet ud i street food køkkenet.

To akademikere med en god idé

I sommeren 2015 fik Anne og Leif en god idé!

Efter at have rejst og boet i Sydøstasien ad flere omgange og oplevet de spændende og fleksible foodtrucks i gadebilledet, der solgte super lækker og hurtig mad on-the-go, valgte de to akademikere at kaste sig ud på den danske street food scene med et helt nyt produkt.

Fluks byggede Leif en gammel ladcykel om og ugen efter stod de på Dr. Louises Bro i København og solgte de lune smørrebrøds sandwich, som de kaldte dem.

Der er løbet meget vand under broen siden da. Nu har vi både én af Københavns eneste økologiske catering services, en microcafé, faste street boder i København Zoo og et omrejsende streetfood set up på festivaler og markeder i sommerhalvåret og vores medarbejderstab vokser stødt og roligt.

Rug-missionen

I Danmark har vi i over 1000 år dyrket og spist rug. Rugbrød er et lækkert, sundt og hurtigt måltid, udsprunget af den danske madtradition med husmandskost og senere med de højtbelagte smørrebrød. Gennem tiden har rugbrød haft problemer med sit image. Det er groft og er bare ikke lige så sexet som de lette ciabattabrød og fuldkornsboller, der har vundet frem. Hvem har ikke minder om den lunkne sammenklapper med leverpostej, man trak op af tasken gennem hele sin skolegang? Rugbrødet mistede simpelthen sin position som konge af danskernes frokostbord til den sydlandske dronning.

Med Ristet Rug vil vi gøre op med det hvide fluffy brød der over de seneste årtier har skubbet rugbrødet af bordet og minde alle om at rugbrød er perfekt som nærende og smagfuld fast food.
Vores brød er fyldt med fuldkornsmel, kerner og grøntsager. Det sikrer en god nærende og mættende oplevelse og giver en fantastisk smag.

Netop smagen gør forskellen. Det skal nemlig være let og selvfølgeligt at vælge lunt rugbrød når man har lyst til noget lækkert, og ikke kun fordi det er sundt.

Mød Team Ristet Rug

Anne:
Anne er Mama i Ristet Rug. Det er hende du snakker med når du ringer og bestiller catering og hende der sørger for at der er styr på vagtplaner, indkøb og catering. Når hun ikke er i Ristet Rug ( hvilket er altid ) så sluger hun bøger og prøver at huske kinesiske tegn.
Leif:
Hvis Anne er Mama, så er Leif Papa. Leif er ingeniør og Ristet Rugs tekniske begavelse. Han elsker excel-ark og systemer og så er han den handy type der har bygget vores madcykler og food truck.
Bager Henrik:
Henrik er vores bager. Han er den der står for bagningen af Ristet Rugs guld: Vores rugbrød. Henrik drømmer om mange ting, og elsker onsdagssnegle.
Thea:
Thea jonglerer med mange bolde i luften når hun blandt andet står for Ristet Rugs branding, produktudvikling og marketing. Hun har et skarpt øje for detaljer og elsker god mad og godt selskab. Så hun er landet på rette hylde.
Thomas:
Thomas er vores smilende sandwich-mager. Han er et madøre og elsker at udforske nye gastronomiske områder, og så er han typen, der opdager posen med croissant dej i lommen – under fjeldturen i Sverige.
Diana:
Diana er et overflødighedshorn af smil! Hun elsker at være med Ristet Rug på event og så finder hun stor tilfredshed i at holde orden og være en venlig og klog kollega.
Endre:
Endre er vores hus-filosof, der har mange tanker om etik. Endre kan vi altid regne med, men som barn kunne han ikke lide rugbrød! Det har vi heldigvis fået ham kureret for!
Kat:
Kat underviser i boksning og er en dygtig Body-sds behandler, når hun ikke lige bruger sin vilde energi hos os.
Sigrid:
Sigrid er hende med den store sangstemme, smilet og et servicegen udover det almindelige. Hun er lidenskabelig vegetar og elsker at bo i storfamilie.
Thomas:
Thomas er vores lange ben, der elsker at cykle og i virkeligheden skulle have været cykelrytter. Nu er han vores rugbrødsmotor, og det er vi så glade for!
Fie:
Fie er manager i vores bod i Zoo. Når hun ikke serverer rugbrøds sandwiches til Zoo-gæster, underviser hun i pilates. Derudover bruger hun hvert et ledigt øjeblik i en vådragt med sin kite, og kører gerne langt for en strand med bølger.